Skive har fået sit første yogastudie

Mandag åbnede yogalærer Kristina Spanggaard et lille, intimt yogastudie i Skive.
– Yogastudiet ligger på Posthustorvet lige oven på butikken Rumfang, og mit mål med stedet er at give folk i Skive og omegn et sted, hvor ro, nærvær og velvære er i højsædet, siger 35-årige Kristina Spanggaard.

I løbet af ugen har hun både tween-yoga, blid yoga torsdag morgen, flow yoga, ashtanga yoga voksne, senioryoga og familieyoga på programmet.

– Man kan komme her, uanset om man er barn, ung, voksen eller senior, så målgruppen er bred, og her er både blidere former for yoga og mere dynamisk yoga, så der burde være noget for enhver, siger Kristina Spanggaard.

– Jeg har gjort meget ud af, at her skal være lækkert at komme, og at yogastudiet skal repræsentere den fulde oplevelse, så man også kan sidde og få en kop grøn te efter yogaklassen, tilføjer hun.

Kristina Spanggaard er uddannet lærer på Læreruddannelsen i Skive i 2004 og var i otte år lærer på Salling Efterskole.

Siden januar 2015 har hun været selvstændig med firmaet »en sund balance«, der tilbyder kostvejledning, foredrag, faste yogahold til voksne, yoga-forløb til virksomheder samt børneyoga til både børnehaver, skoler og private institutioner.

Og nu efter at have været selvstændig i halvandet år har hun taget det næste skridt med eget yogastudie.

– Jeg har hele tiden vidst, at det var målet, men jeg skulle lige se, hvornår jeg turde tro på det og forfølge den drøm, og nu er jeg klar til at give det et forsøg. Mit yogastudie er et alternativ til de mange andre fantastiske steder, vi har for bevægelse her i byen. Placeringen her er rigtig god, lige i hjertet af Skive med gode parkeringsmuligheder.

– Min mission er at få mulighed for at udbrede yoga til alle i Skive og omegn – det er noget, vi alle har behov for i dagens samfund, hvor mange er pressede og er meget oppe i hovedet og ikke så meget i vores kroppe, siger Kristina Spanggaard.

Artikkel af Hanne Skibsted – Find artiklen hos Skive Folkeblad her